af Mikkel Bogh, direktør for Statens Museum for Kunst

I 1600-tallet fandtes et stort marked for vanitas-malerier, især i Spanien og i det nordlige Europa. I fornemme samlinger ejet af adlen, kirken og samfundets spidser, men også i mindre private hjem, så man disse billeder, der på mere eller mindre subtile måder mindede om altings forgængelighed, nydelsens flygtighed og dødens nærhed. Mest kendt i dag er nok Hans Holbeins store portræt fra 1533 af to franske diplomater på en vanskelig mission i England, kaldet ”Ambassadørerne”. Maleriet viser de to mænd klædt i silke og pels og omgivet af musikinstrumenter, noder, bøger om aritmetik og navigationsudstyr, som fortæller om to lærde og berejste humanister, mænd som kender kunsten og kan navigere i verden. Nederst i billedet, mellem de to mænd, svæver dog en uformelig figur. Set fra en særlig skæv vinkel viser den sig at være et kranium: Disse mænd skal dø, synes den at sige, betragteren skal dø, vi skal alle før eller siden dø, og det må vi ikke glemme, når vi ser på kunstnerens behændige tricks.

                      Pieter van der Willigen var en hollandsk og flamsk maler, som vi ikke kender meget til. Vi ved dog, at han var aktiv i Antwerpen i sidste halvdel af 1600-tallet og medlem af Skt. Lukasgildet der. Han specialiserede sig øjensynligt i genren vanitas-stilleben. Maleriet på SMK viser ingen levende eller blot organiske genstande. Her er tekstiler, et stenbord, bøger, dokumenter med laksegl, en lakstift, et metalstempel, en fløjte, noder, en globus og så, centralt i maleriet, et kranium – men ingen levende mennesker, ingen frugter, intet brød.

Lad os starte med den lyse side af sagen: Ligesom Holbein næsten 150 år tidligere havde excelleret i gengivelse af overfladeteksturer lader van der Willigen os nyde den ferme maleriske håndtering af forskellige materialer; de krøllede papirdokumenter og slidte bøger, kraniekassens fine brunlige toner, mødet mellem den grønne dugs bløde velour og stenbordets grå kulde. Og lysets reflekser i overfladerne. Men midt i glæden ved at betragte disse synlige herligheder melder motivet sig med sin dystre og moralske fortælling om livets korthed og vel også om maleriet selv som udtryk for et forfængeligt ønske om at fastholde det flygtige selv. Man kan sige, at maleriet taler med kløvet tunge; for på den ene side inviterer, ja forfører det os til studium og en sær form for nydelse ved illusionens kunst, og på den anden side udstiller det tomheden i denne verden, både maleriets verden og den sansemæssigt erfarede verden.

                      Sådan har det naturligvis ikke forekommet datidens betragter. Nydelse, nysgerrighed, eventyrlyst og lærdomstrang kunne umuligt udfoldes fuldt uden moralske påmindelser om, hvad der virkelig har betydning, nemlig frelsen. Maleriets mørke, mørket i baggrunden og mørket under stenen, alt sammen så typisk for barokkens kunst, er dødens og gravens mørke; men det er samtidig mørket ud ad hvilket en erkendelse kan vokse, det er mørket som er fuldt af håb om salighed, mørket som ingen maler kan gøre billeder af, fordi vi ikke kan se det for os. Det er et mørke, som rummer lyset i sig.

                      På samme tid som van der Willigen malede i Antwerpen sad Thomas Kingo i Slangerup og digtede sine Døde-Digte: Ak! Korte Levened-Maal! Ak flygtig Tid og Lykke / Ak vissen-artet Glimt udi al Verdens Smykke! Men han slutter digtene i en lysere tone: Hvor salig derfor er den Mand som aldrig ynded / Det Jorde-Paradis, som falske Lyster pynted, / At han jo kunde, naar han vilde, trøstig gaa / Det Himmel-Paradis med salig Lyst at naa.

Pieter van der Willigen: Vanitas-stilleben, 1670. Statens Museum for Kunst