af Mikkel Bogh, direktør for Statens Museum for Kunst

Johannes Døberen har indtaget en helt central plads i det religiøse historiemaleri siden den tidlige renæssance. Under navnet San Giovanni har han fra den tidlige kristendoms tid været officiel skytshelgen for bystaten og byen Firenze. Denne funktion forklarer den helt særlige rolle, han spiller i den toskanske kunst og kultur; hans fødselsdag den 24. juni bliver fejret med ceremonier og en byfest med næsten samme værdi som julen har hos os. Det er heller ikke noget tilfælde, at Firenze har et stort dåbskapel, Battistero di San Giovanni, byens ældste bygning med en historie, der går tilbage til 1000-tallet. Men det er ikke kun i Firenze, at Johannes Døberens vigtighed for den kristne grundfortælling bliver fejret og fastholdt igennem kunsten op igennem århundrederne. Mange kunstnere over hele kontinentet har fortolket Johannes Døberens rolle, liv og gerninger, enten baseret på det, vi kender fra evangelierne, eller på ’biografier’ skrevet af senere teologer som for eksempel dominikanermunken Cavalcas’ levnedsberetning fra 1200-tallet, som flere kunstnere har støttet sig til, når der skulle findes passende scener fra profetens liv, hans barndom, hans tilværelse i ørkenen, hans prædikener, dåbspraksis, møde med Jesus og endelig hans halshugning ved Kong Herodes’ hof.

Johannes Døberens attraktion for billedkunstnere og deres bestillere består helt grundlæggende i, at han er den profet, som Gud har sendt i forvejen og som indvarsler frelserens fødsel, død og opstandelse. Naturligvis vejer det også tungt, at han personificerer og som den første praktiserer dåbens sakramente; dåben er forudsætning for modtagelse af de øvrige sakramenter, seks i alt i den katolske kirke, og har derfor en særlig status. Der knytter sig endelig også et visuelt og emotionelt appellerende drama til halshugningen, som i al sin gru er blevet set som et forvarsel om korsfæstelsen.

Johannes kendes i billedkunsten især på sin ydmyge fremtoning. Han er iført en nødtørftig kåbe af gedeskind og bærer på et højt kors sammenflikket af siv, igen en forløber for Jesu korsgang. På malerier optræder han typisk i fire situationer: i en motivtype kaldet ’besøgelsen’, hvor de mirakuløst gravide kusiner Elisabeth og Maria mødes med henholdsvis Johannes og Jesus i maven; i madonna-billeder, hvor Jesusbarnet velsigner Johannesbarnet; i scener, hvor den voksne Johannes døber Jesus i Jordanflodens vand og endelig i mere dramatiske fremstillinger, der viser halshugningen efter Salomes dans for Kong Herodes. En sjældnere type viser Johannes prædikende ude i naturen. Leonardo da Vincis Johannes Døberen knytter sig ikke til en specifik situation i profetens liv, men viser ham som den, der peger. Denne motivtype blev også almindelig: Den pegende Johannes. Han er den der peger væk fra sig selv, hen mod noget større, hen eller op mod Jesus Kristus. Og han er den, hvis ultimative rolle har været at bane vejen for Guds søn og i samme bevægelse selv at blive usynlig. Som han siger i Johannesevangeliet (3:30): ”Han vil blive større, men jeg vil blive mindre”.

Kan det være grunden til, at han ofte ligesom beredvilligt blotter sin hals for soldatens sværd, som vi ser det hos den venezianske maler Jacopo Bassano som fokuserer på øjeblikket lige før hovedet hugges af? Accepterer han her sin skæbne i erkendelse af, at missionen er fuldbragt, og er halshugningen et næsten alt for bogstaveligt udtryk for, at han nu bliver mindre, så Jesus kan blive større?

Jacopo Bassano: Johannes Døberens henrettelse, 1548-1551.

Statens Museum for Kunst.