Allehelgen er andet og mere end Halloween, spøgefulde genfærd og frydefulde gys. Allehelgens dag – første søndag i november – handler om de rigtige mennesker, vi må savne og det liv, vi fik sammen med dem.

af sognepræst Michael Hemmingsen

Halloween og Allehelgen udspringer af samme helligdag, men er i dag blevet til to helt forskellige fejringer. Ældst i traditionen er den katolske Allehelgens dag, 1. november. Den kom til i løbet af middelalderen som en katolsk mindedag for helgener. Ud af denne tradition voksede Allehelgens aften: Den 31. oktober om aftenen klædte man sig ud og tændte lys i roer for at holde onde ånder væk, især i gamle keltiske områder, med rod i keltisk tradition for nytårsfejring på denne dag. Da irere og englændere langt i 1800-tallet udvandrede til USA, tog de denne tradition med sig. Dette blev til All Hallows Evening, i sammentrukket form Halloween. Om de havde forestillet sig den kommercialisering, Allehelgens-aftenen skulle blive genstand for i vores tid, ved jeg ikke. Men den 31. oktober klæder børn sig nu uhyggeligt ud, går ud og stemmer dørklokker og råber Slik eller ballade? Skikken har for længst overhalet Fastelavns mandag, hvor det indtil for få årtier siden var almindeligt med en tilsvarende skik. Alle sjæles dag Senere i middelalderen indførte den katolske kirke den såkaldte Alle sjæles dag den 2. november. Her blev der holdt sjælemesser, nu ikke for de særlige helgener, men for alle døde. Med afsæt i disse to mindedage for de døde, Allehelgensdag og Allesjælesdag, voksende efterhånden den handel med afladsbreve – et dokument, hvor man mod betaling kunne forkorte en afdøds pine i skærsilden – som Martin Luther gjorde radikalt op med. Helgendyrkelsen var gået for vidt. Dels i form af relikvier, f.eks. en knogle fra en helgengrav, dels i form af afladsbreve. Begge dele blev genstand for handel i meget stor skala, alt sammen begrundet i en teologisk overspændt frygt for dommedag og den evige pine. Den 31. oktober 1517 – på allehelgens aften – slog Luther derfor sine berømte 95 teser om afladen op på kirkedøren i Wittenberg, og reformationen var sat i gang. Protestantiske lande gik derefter over til at fejre reformationsdag i stedet for allehelgens aften. En skik, der holdt sig i adskillige århundreder. Man beholdt dog en Allehelgensfejring første søndag i november, idet helgener luthersk set godt kunne være forbilleder, men ikke tilbedes. I Danmark sørgede Struensee for at henlægge Allehelgen til første søndag i november, hvor den stadig ligger. Ikke så meget som helgendag, men i høj grad som mindedag for vore døde. Her handler det ikke om forbigående spøgerier, men om sorg, der trykker og savn, der gnaver. Om rigtige mennesker med rigtige, sammensatte liv. Om det vi fik – eller ikke fik – sammen med dem. Allehelgens søndag læses navnene på årets døde højt under gudstjenesten. Vi mindes med salmer og musik. Holder altergang på ordet om Kristus, der har overvundet også deres og vores død. I ham er vi altid ét, omstrålet af hans fred.