02/07/2024 0 Kommentarer
Bruegel: Høst – Arbejde og hvile, 1565
Bruegel: Høst – Arbejde og hvile, 1565
# Kunst og Kirke
Bruegel: Høst – Arbejde og hvile, 1565
af Anne-Mette Gravgaard
“Så forviste Gud Herren ham fra Edens have, for at han skulle dyrke jorden, som han var taget af” (1. Mosebog, kapitel 3, vers 23).
Ved syndefaldet bliver mennesket fordrevet fra Paradiset og får til opgave at dyrke jorden. For, som der står i Salmernes bog, henvendt til Gud: ”Du lader græs gro frem til kvæget og urter til menneskets tjeneste; så du frembringer brød af jorden og vin, der glæder menneskets hjerte, og lader ansigtet glinse af olie, og brødet skal styrke menneskets hjerte (Salme 104, vers 14 – 15)
Billedet hedder Høsten. Det skildrer gensidigheden i forholdet mellem natur og menneske. Mennesket dyrker naturen med sit arbejde. Naturen gengælder med sin frugtbarhed. Vi ser sensommerhøstens mandshøje korn, hvis bjærgning lønner bønderne med mæthed og hvile. På en afhøstet plet iblandt dem løfter pæretræet sine frugter mod himlen. Og længere borte har æbletræet allerede kastet sine modne frugter til jorden. Stigen er blevet overflødig. En kvinde er ved at samle æblerne op.
Høstbilledet myldrer med handling. Der mejes og sankes i stakke, der bæres og køres med hølæs. Afgrøden spises og drikkes, og der soves oven på veludført gerning. Og mellem de korngyldne højder og de saftige enge husker kirkerne os på, hvem menneskene skylder al denne frodighed.
Alt jordisk er forgængeligt – og vi skal ikke konkurrere med Gud ved at konstruere evige forbindelser mellem himmel og jord, som det var tilfældet med Babelstårnet. Men vi skal tage vare på jordens afgrøde, for også jorden har en evighed, den evige genfødsel: ”Hvis hvedekornet ikke lægges i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det megen frugt” (Johannesevangeliet, kapitel 12, vers 24). Kornet bliver høstet og genbrugt til sæd og til føde for dyr og mennesker.
Oprindeligt var efterårsferien en ferie, hvor børn fik fri fra skole for at hyppe kartofler i marken. Og traditionelt fejrede man tidligere takkefest for høsten den 29. september, Sankt Mikkelsdag. Dagen, som var opkaldt efter ærkeenglen Michael, var samtidig skifte-og terminsdag. Da de europæiske udvandrere kom til Amerika, tog de denne takkefest for høsten med sig. Det er den, vi kender som Thanksgiving Day, og som nu i USA er fastsat til 4. søndag i november.
Bruegel, Nederlandene, 1565
Høst – Arbejde og hvile
Oliemaleri, 118 x 163 cm
Metropolitan Museum, New York
Kommentarer