af sognepræst Pia Søltoft

Selv om vi den 5. maj i år fejrede den sidste Store Bededag i Danmarkshistorien er det langt fra slut med at bede. For uden det at bede kunne vi slet ikke leve. Ja, jeg vil vove den påstand, at det at bede er så grundlæggende for os mennesker at det er på linje med at spise og sove. Lige så grundlæggende og noget vi slet ikke kan lade være med. Vi behøver ikke engang at beslutte os for det. Det kommer over os, os selv uafvidende. Søren Kierkegaard siger, at det at bede er som at trække vejret. Bønnen er det, der holder os i live, når alt andet brister.

Mens du læser dette, kan du lige give dig tid til at tænke over, hvornår du sidst har bedt. Måske har du ikke foldet hænderne og er faldet på knæ. Men jeg er sikker på, at du for nylig har sagt til dig selv, hvis noget du glædede dig til eller frygtede stod for døren:

”Gid det går godt”, eller ”Bare det nu ikke går galt”. De to små udsagn er bønnen i sin korteste og mest oprindelige form. Bønnen har mange andre skikkelser, men pointen er, at vi bruger den hele tiden. Vi kan slet ikke lade være. Prøv bare at tænke efter.

Når man beder, ligegyldig hvilken skikkelse bønnen antager, henvender man sig til noget eller nogen, som man mener, kan hjælpe. Man lader ligesom bekymringen fare, man giver sig noget andet i vold.

I alle tilfælde er bønnen en henvendelse til noget eller nogen, der er større end os og derfor kan hjælpe. Alle bønner lever derfor af vores trang til at få bistand et andet sted fra og afslører derfor at vi fornemmer os indfældet i en større tingenes sammenhæng end vi selv kan skabe. Man kunne kalde trangen til at bede for et religiøst instinkt, der er indskrevet i selve vores menneskelige natur.

Det er på grund af dette religiøse instinkt intet menneske kan leve uden at bede. Når vi bliver syge, når vi trues af tab, kriser og krige. Når vi ikke ved, vores levende råd, når vi ikke ved, hvad vi skal gøre, når bekymringen for dagen i morgen eller bare for hvad der vil ske de næste par timer, trænger sig på, tilbyder bønnen sig helt af sig selv.

Når vi i vores liv står i en ulykkelig eller uløselig situation, hvor vi føler os trængt op i en krog, hvor vi fornemmer at fortvivlelsen nærmer sig, så trænger bønnen sig også på – som af sig selv. Op det gør den også når vi erfarer en glæde, en lykke, en nåde, som vi ikke havde regnet med, ja, som vi måske endda fornemmer er for meget – af det gode. Så trænger følelsen af taknemmelighed sig på og det er takkebønnens enkleste og mest kendte form.

Selv om vi måske til daglig tænker, at vi har styr på det hele og er fornuftige skabninger, som ikke tror på andet end hvad der kan måles og vejes, tyer vi ganske ofte til bønnen både når frygten for fremtiden skaber uro og holder os vågne og når glæden over de gaver livet skænker os er overvældende.

Og det skyldes, at det helt særlige ved at bede er, at bønnen fører til en umiddelbar lindring af den bekymring, der måtte have grebet os eller til et sted at placere takken for den glædelige tildragelse, vi måtte have oplevet. Her trækker jeg også på Søren Kierkegaard. Han understreger nemlig at bønnen ændrer den bedende.

Bønnen ændrer den bedende i den forstand, at du eller jeg, der beder, lægger vores bekymringer fra os for en stund. Vi giver bekymringen – eller takken - til en anden, vi giver os noget andet i vold. Den, der beder, giver sig Gud i vold, ligegyldig hvad vi beder om, hvad vi føler os taknemmelige for eller hvad vi kalder det, vi beder til. Den der beder tør give slip på sig selv og sin bekymring eller glæde i tiltro til at nu vil en anden tage over.

Den, der beder ud af sin nød og bekymring kæmper en kamp med sig selv. Måske tænker du, ja, den er god nok, man kæmper med sin fornuft. Men nej, det er ikke det, man kæmper med, når man beder. Man kæmper med sig selv og sin fortvivlelse. Man kæmper med fristelsen til at give op, og angsten for at give sig hen i den fristelse.

I bønnen kæmper vi med os selv – og i den kamp møder vi Gud. Når vi kæmper med mistroen, tvivlen og fortvivlelsen. Når vi ikke ved, hvad vi skal gøre. Når håbet er ved at slippe op og håbløshedens mørke skygge langsomt trænger sig ind over os er bønnen vores eneste tilholdssted. Uden bønnen er vi prisgivne – for bønnen ændrer den bedende og tillader dig og mig at finde fred før fortvivlelsen eller plads til taknemmeligheden og det kan afskaffelsen af Store Bededag ikke ændre på!