Af sognepræst Michael Hemmingsen

I store dele af verden beregnes tidens gang ud fra med Kristi fødsel – kaldet år nul – altså med julen som udgangspunkt og ud fra den forestilling, at Kristus er historiens centrum. Ikke ud fra sin eksakte fødsels- eller levetid, men ud fra sin forkyndelse og skæbne: Mennesket lever ikke af naturen alene, det lever også af historien og det lever i historien... Uden Kristus ville hele den europæiske historie være kommet til at se anderledes ud. Kristus er historiens hemmelige samvittighed. Med Kristus har historien fået en ny begyndelse. En ny magt er sat ind, en ny samvittighed.
Om dette perspektiv af tiden fortæller Edvard Munchs billede Historien, her i Knud Hansens fortolkning: Munch fremstiller historien som en olding, en seer, der ser ind i sig selv, skønt det ikke er sig selv, han ser, men det svundne, det som ikke er mere, og som han nu sidder og maner frem gennem sin fortælling. Ved hans side sidder drengen, den nye slægt. Han lytter forundret og betaget med opspilede øjne, som om han gennem fortidens begivenheder ser fremtiden åbne sine døre for ham. Det er historiens uudtømmelige skatte, der gennem den gamles fortælling overdrages den næste slægt.
Hvad historien indeholder, ved jeg kun, når det meddeles mig af en fortæller. Så spinkel er historiens mulighed for at leve videre i den næste slægt, at den ville forsvinde, hvis ikke fortælleren gav den mæle, og så vældig er dens magt, at den er i stand til at præge kommende slægter gennem sin tale.
Fortælleren kan ikke lade være med at tyde eller tolke, hvad han fortæller. Hans holdning og gebærder viser, at noget står på spil for ham. Historie er ikke bare, hvad man kan kalde fortidige begivenheder, men et møde mellem de fortidige kendsgerninger og den menneskelige forståelse – ikke mindst menneskets forsøg på at forstå sig selv i forhold til det skete.
Kristi fødsel er med andre ord som et prisme, vi kan anskue det hele ud fra på ny, både historien og vores egen plads i den. Johannes-evangeliet kalder ham lyset, der skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Altså en magt, der kaster nyt lys over verden, og – siger Paulus – lyser op i og mellem mennesker: I skal have det samme sindelag, som var i Kristus Jesus, da han som havde Guds skikkelse, påtog sig tjenerens skikkelse og blev ligesom mennesker.
Er det sådan, han hersker over tiden, selv i dag, når julefortællingen gentages og hans historie blander sig med vores? Derved, at han ikke herskede ved at hævde sig, men var uden personsanseelse, derved at han havde agtelse for ethvert menneske uden hensyn til dets religiøse eller moralske standard eller sociale position, derved at han var uden hovmod, derved at han agtede sig selv lige med den ringeste, den moralsk mest foragtede, den religiøst med tvivlende eller fortvivlede.

Glædelig jul!

Johannes-evangeliet kap 1 Filipperbrevet kap. 2 Knud Hansen: Verdens lys. Juletale 1967 i Den signede stund, den midnatstid, Hadsten 2012.

Edvard Munch: Historien. Oslo Universitet.