af Mikkel Bogh, direktør for Statens Museum for Kunst.

Nicolai Abildgaard: Diogenes, der lyser i mørket med en lygte, 1780´erne. Tegning, 146x131 mm. Den Kongelige Kobberstiksamling, Statens Museum for Kunst.

På Nicolai Abildgaards lille tuschtegning går en togaklædt mand omkring og leder i mørket, hjulpet af den lygte han holder i sin hånd. Han rækker armen frem for sig og lyser rundt. Lyser og leder. Lyset fra lygten hjælper ikke stort; der er ingenting at se og rummet omkring ham er tomt. Han går alene rundt i et rum uden grænser. Men selv om lyset ikke overvinder det tæt omsluttende mørke, lader det manden selv være oplyst. Manden og hans toga lyser næsten lige så kraftigt op som lygten. Han er helten, han har lyset, i sig og med sig. Hvor lygtens stråler rammer, er mørket ikke sort, kun gråt. Men bag mandens ryg, dér hvor lygtens stråler ikke når hen, ligesom driver mørket ned over papiret. Abildgaard har ladet tuschfarven gøre arbejdet. Den flyder mere frit og mere ufortyndet afsted her og har i sin formløshed dannet en truende figur. Som en skygge, der er tungere end slagskyggen på jorden, en fortættet plamage, som følger manden, hvor han går. Det uundgåelige mørke, som også følger mennesker om dagen?

Manden, der leder, er den græske filosof Diogenes. En af kynismens første udøvere og en tænker, der lagde grunden til stoicismen. Diogenes med sin lygte på udkig efter et standhaftigt og nøgternt menneske var et yndet motiv for malere i 1600- og 1700-tallet, hvor stoicismen vandt stor udbredelse sammen med overbevisningen om værdien af sindsligevægt, urokkelig ro og affektkontrol og troen på fornuften som den højeste instans. Diogenes var dog mere end det. Han var skeptisk over for autoriteter og en kritiker af materielt begær. Han praktiserede en nøjsomhedens og afkaldets filosofi, levede i en stor tønde af ler og smed til sidst endda sit drikkekrus ud, da han så en dreng drikke vand af sine hænder. Den romerske barokmaler Salvator Rosa har i et stort maleri skildret denne beundringsværdige scene på baggrund af et stormfuldt landskab, som lader stoikeren upåvirket. Kun de færreste mennesker var for Diogenes ærlige nok til at give afkald og til ikke at give efter for frygt, magelighed eller hunger efter anerkendelse. Det er derfor han går rundt med en lygte og lyser. Selv ved højlys dag. Han leder efter et ærligt menneske.

Salvator Rosa. Diogenes, der bortkaster sin skål, 1651. Olie på lærred, 344x212,5 cm. Statens Museum for Kunst.

Abildgaard har i denne tegning tilført Diogenes-skikkelsen sin egen fortolkning. Diogenes er fornuftens og oplysningens helt. Mandig, atletisk på den græske måde, alvorlig, optændt. Overladt til sig selv med sit lys, såvel det indre som det ydre. Men han er også det nøgne menneske, som vandrende i mørket aldrig giver op og som bliver ved med at tro på at der findes andre som ham, andre søgende i deres lyskegler, andre ærlige, andre nøgne. Andre der som han med ro i sind har accepteret, at mørket følger os overalt hvor vi går. Og at dette mørke ikke kan bremse filosoffens søgen og et menneskeligt håb om mere lys.