Af Michael Hemmingsen, sognepræst

Lykke-Per i Bille Augusts filmatisering fra 2018

Er det nok nu, spørger Lykke-Per hvæsende op mod himlen i Bille August filmatisering af Henrik Pontoppidans klassiker. Den dramatiske scene indtræffer, da Per har mistet alt af en vis positiv betydning for ham: sin mor, sin store chance for at realisere sin ingeniørkunst, og nu sin forlovede Jakobe, sit livs kærlighed.

Både ingeniørchancen og forlovelsen mister han, fordi han selv spiller sig dem af hænde. Per er led ved samfundets byggemyndigheder, men også ved sin afhængighed af sin kommende svigerfars mange penge. Mest af alt er han dog led ved den Gud, han vil vriste sig fri af med sit: er det nok nu?

Han anklager den strenge, straffende verdensfjendske Gud, han er vokset op med i sin barndoms fattige præstehjem. Den der ikke følger Herrens vej, straffes med ulykke, som Pers forældre formanede tidligt og sent. Pers gudsbillede rummer ingen forsoning, ingen tilgivelse, ingen nulstilling eller lettelse af ulykkens tryk, hverken den tilskikkede eller den selvforskyldte. Gud er blot krævende og alt for konsekvent. Da Per senere bliver gift med en grundtvigiansk præstedatter med en lysere kristendom, er han for mærket af den forkvaklede strenghed til at kunne være mild over for sine børn. Endnu engang går han sin vej i skyld og selvlede og ender som ensom vejmand på den golde, vestjyske Herrens mark.

Dette gudsforhold minder om den Gud, Job står overfor i Jobs Bog i Det gamle Testamente. Også Job får frataget hele sit livsværk, sin livsledsager og familie. Til sidst er den ellers gudfrygtige mand mør og forbander sin Gud: Hvorfor døde jeg ikke ved fødslen… Hvorfor giver Gud lys til de elendige, hvorfor giver han liv til de fortvivlede…? Også Job kunne som Lykke-Per have spurgt retorisk: Er det nok nu?

Det bagvedliggende spørgsmål er: Hvis Gud er god, hvordan kan han så tillade det onde og destruktive at hærge jorden, og endda lade det ramme så blindt og skævt, som det gør? Eller endnu værre: er det ligefrem sådan, at Gud lader mennesker betale af på deres skyld ved at sende ulykker over dem?

Den kristne påske – korset og den tomme grav – er ét stort opgør med denne tankegang. Korset viser en Gud, der ikke sender mennesker ud på Herrens mark for at ”så kan vi lære det”, men selv går med ud på Herrens Mark i gudsforladtheden. Fortvivlelsens Er det nok nu? mødes af Jesus’ Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

Opstandelsen påskemorgen viser Gud som en uventet konsekvens af al menneskelig skyld og ulykke: en nulstilling af det hele. Opstandelsen viser Kristus som den første i en tilgivet og dermed ny verden for alle, der kender til at være på Herrens mark.

Glædelig påske!

Kilder:

Jobs Bog, Det gamle testamente

Matthæus-evangeliet, kap. 26-28

Henrik Pontoppidan: Lykke-Per. Filmatiseret 2018 af Bille August