af Mikkel Bogh, direktør for Statens Museum for Kunst.

L.A. Ring: I høst, 1885. Tilhører Statens Museum for Kunst.

Landarbejderen i Laurits Andersen Rings monumentale maleri befinder sig midt i marken, midt i arbejdet og midt i den bevægelse, hvormed leen svinges igennem det høstklare korn. Men maleriet viser ikke et portræt af en bonde, der poserer eller tager bestik af sin dåd, imens han hviler sig undervejs i den. Det viser os en mand, der går i et med sit arbejdsredskab, med arbejdet og med den opgave, som ligger udstrakt foran og omkring ham: marken, der venter på at blive høstet ved hans kraft alene.

Bonde, redskab, mark: Tilsammen danner de en enhed, en verden eller et miljø, hvor delene gensidigt definerer og giver hinanden mening. Leen sidder i forlængelse af bondens krop, den er som vokset ud af hans arme. Armene er lange, man ville måske sige unaturligt lange, men i billedets logik har de den rette længde, for de er for deres del tilpasset leen og bevægelsen i arbejdet, selve deres mening.

Det er en voldsom vridning i bondens krop. Det halvvejs bortvendte ansigt retter sig med nedslåede øjne og en hat, der skygger for lyset, mod næste hug i arbejdet, mens armene og leen trækker i den modsatte retning, endnu beskæftiget med afslutningen af den foregående bevægelse og med at få det høstede korn til side. L.A. Ring har her opnået at indfange en sekvens af begivenheder i et øjebliksbillede, der rummer både et før og et efter. Tiden bliver på den måde en del af maleriet. Det har impressionismens flimrende lys i sig med striber af genskær fra solen omkring bondens skjorte, og de gule kornaks fremmanet med en hastig penselskrift; men det peger også ud over øjeblikket, tilbage i tiden, på spirings- og modningsprocessen, og frem i tiden, frem mod det, der sker og skal ske: høsten, afslutningen og den nye begyndelse. Denne større sekvens har uden tvivl en livscyklisk dimension, og maleriet kan ikke undgå at bringe døden i erindring, livets endelighed for den enkelte, men også dets fortsættelse. For bonden venter ingen udfrielse hinsides arbejdet og døden. Men marken bliver ved at komme igen, livet fortsætter.

L.A. Ring var erklæret ateist. Han læste og var påvirket af J.P. Jacobsen, Henrik Pontoppidan og Georg Brandes. Det betyder imidlertid ikke, at han ikke havde håb, at han, trods et mørkt tilværelsessyn, ikke troede på livet. Maleriet I høst har sat bonden og arbejdet i centrum, men frem for alt drejer det om at vise samhørigheden mellem menneske og omverden. Maleriet indkredser et sted, et balancepunkt, hvor mennesket har kraft nok til at mestre sin omverden, til at male, skabe, så og høste, men hvor mennesket også er del af en større sammenhæng, her med kornmarken som billede på den verden, der omslutter og er større end bonden selv. Dermed undgår Ring at give en heroisk fremstilling af den arbejdende bonde. Arbejdet er en kamp, og den enkeltes død kan ikke overvindes. Men det er ikke en håbløs kamp. For denne bonde, der går i et med sit redskab, med arbejdet og med marken, er til stede i tiden og i verden med en intensitet som transcenderer omstændighederne. Hans kræfter er vendt mod jorden og høsten, andet ser han ikke. Men han står midt i lyset, i lyset fra den verden, der er hans. Og nu vores.