Af sognepræst Pia Søltoft

At håbe er at indtage et særligt forhold til fremtiden. At håbe er altid at holde det godes mulighed åben for sig selv såvel som for enhver anden. Intet at håbe er at fortvivle. Desperatio på latin betyder at være uden håb og er den mest radikale form for fortvivlelse.

Men Kierkegaard ligger vægt på at håbet har forrang frem for fortvivlelsen.  Håbet lader så at sige dét, man endnu ikke ved hvad er og bliver til og gennemtrænge den måde vi rent faktisk lever vores liv i verden på.

I håbet foreligger der ikke en objektiv vished for noget af det, man måtte håbe. Håbet adskiller sig således både fra forventningen og ønsket. Begge dele forholder sig nok til fremtiden på en positiv måde, men i forventningen ligger forventningen om opnåelsen eller indtrædelsen af noget konkret. I ønsket kan konkretionen være svagere, men man ønsker alligevel altid noget. Man kan ikke bare ønske. Men håbet er ubestemt. Man kan godt blot håbe.

Dog er håbet bestemt på ét punkt. Man håber altid det gode. Håbet er en tillid til, at der er noget godt i vente, noget man ikke bare kan glæde sig over når det indtræffer, men glædes over allerede nu. Når man håber lettes ens sind for håbet er livgivende, det er ”som Grønt i Vinteren”, siger Søren Kierkegaard i bogen Kjerlighedens Gjerninger.