af Mikkel Bogh, direktør for Statens Museum for Kunst

Den hollandske kunstner Hendrick Ter Brugghen (1588-1629) har lagt to scener sammen, som af og til vises adskilt: forhånelsen og tornekroningen. Hovedmotivet udgøres af den siddende Jesus, som i en forgård til den romerske præfekt Pontius Pilatus’ palads hånes for at kalde sig frelser og profet og samtidig krones med en tornekrans lavet af romerske soldater, som med deres trækæppe presser og støder kransen ned over Jesu blødende hoved. Jesus er iført en rød kappe som en af soldaterne har lagt over ham for at gøre nar af hans selvudnævnte rolle som jødernes konge. En ældre soldat rækker ham en kroget pind som scepter, en anden, yngre soldat skærer en vrængende grimasse, rækker tunge og peger mod himlen som for at latterliggøre profetens snak om en Gud i det høje. Soldaternes spidse skjold og hårde, blanke rustninger ses på hver side af Jesus. De grå, metalliske overflader står i skarp kontrast til den røde kappes folder og den blødende hud, som fortæller om offerets udsathed og skrøbelighed. Omtrent samme funktion har den kæmpe søjle i midten af billedet. Den bliver i maleriet et billede på den romerske gudeverdens umenneskelighed. Et billede på magtens ubøjelighed og stivhed. Midt mellem forhærdede stålplader og søjlens overvældende tilstedeværelse forekommer menneskesønnen sårbar og såre dødelig. Uden modstand bærer han smerten og lidelsen. Som sin kappe.

Hendrick Ter Brugghens store maleri er effektfuldt – og har til hensigt at være det. Brugen af krads realisme i detaljen, men samtidig det monumentalt enkle og kontrasterne mellem lys og skygge, har Ter Brugghen studeret hos den Caravaggio i Rom, der på dette tidspunkt selv er på flugt fra anklager om mord. Ter Brugghen anvender den røde kappe retorisk, altså med en kalkuleret virkning. Den skal som andre dele af maleriet bringe os, betragterne, i affekt. Virkningen understreges af den røde farves særligt fremtrædende plads i maleriets samlede farveskema. Med den kan vi lide med eller netop føle medlidenhed med Jesus, og ideelt set mærker vi lidt af smerten på vores egen krop, når farven forplanter sig gennem vores nervesystem.

Som andre barokmalere ville Hendrick Ter Brugghen gerne bevæge beskueren. Figurernes meget individualiserede, næsten karikerede, ansigter, markeringen af rynker, solbrændt hud og snavsede fødder, soldaternes lasede og luvslidte tøj og i baggrunden skildringen af de jødiske præsters fine påklædning, uopnåelig for menigmand – alt dette bidrager til dramaets realisme og giver betragteren mulighed for at leve sig ind i scenen. Den rå realisme nedbryder afstanden mellem den, der ser, og det malede optrin. Det samme gør blodet, der formelig strømmer ud af de dybe sår, tornekronen har anrettet i Jesu hoved.

Et middel, som dog virker stærkere end både farvens og gestikkens retorik, består i den måde hvorpå maleren formår at gøre os til både medlidende og medskyldige. På den ene side tages jeg til vidne på passionen. Jeg kan med brug af alle mine sanser få del i den fysiske smerte, som Jesus påtager sig for vores synders skyld. Samtidig ser jeg soldaterne, helt almindelige menneske som man kan identificere sig med, og jeg ser grupperne i baggrunden af billedet, som måske diskuterer Jesu skyld, men for de flestes vedkommende blot ignorerer torturen. Det er gruppens blinde sammenhold, jeg ser, den selvtilfredshed og kynisme, som kan være alle fællesskabers skyggeside. Betragteren står også bare og kigger på. Kan man i den situation være sikker på, at man ikke selv er en del af denne gruppe, at man ikke selv er at finde blandt dem, der stiltiende og blindt lader det uretfærdige ske?

Hendrick Ter Brugghens maleri konfronterer mig med mit eget ansvar. Og med hvad det indebærer at se uden følelse og uden engagement. 

Hendrick Ter Brugghen: Kristi tornekroning, 1620. Tilhører Statens Museum for Kunst