Af sognepræst Pia Søltoft

For Kierkegaard er angst og frihed uløseligt forbundne. Angsten opfatter han ikke som en diagnose, der kan sættes på de få. Men som et grundvilkår. Angsten bor i os alle. Ikke som en sygdom, men som en del af selve vores menneskelighed. Det er angsten, der får os til at mærke friheden. Mærke, at vi som mennesker selv har indflydelse på, hvorledes vi forvalter vores liv.

Den frihed, han mener, angsten lader os ane, er ikke en frihed fra noget. Det er ikke friheden fra samfundet, loven eller andre rammer, som vi ikke selv har valgt. Langt hen ad vejen er Kierkegaard konservativ (selvfølgelig ikke i partipolitisk betydning) og mener, at de samfundsmæssige rammer, der nu engang er sat, nok er de mest befordrende. Kierkegaard levede under enevælden og var faktisk ikke meget for den overgang til en demokratisk styrerform, som grundlovens vedtagelse i 1849 indvarslede.

                      Friheden er således ikke den rene valgfrihed, det der på latin hedder liberum arbitrium. Friheden er bundet i den forstand, at lige så snart vi misbruger vores frihed, ved for eksempel at lade være med selv at tage en beslutning, men blot gør, hvad de andre nu gør, så binder vi vores frihed. Man stækker så at sige dens vinger, hvis man ikke bruger den.

                      Kierkegaard siger det også på den måde, at friheden aldrig blot er mulig. Er den, er den virkelig. Som mulighed er friheden blot en skøn tanke, en længsel, et fatamorgana, som når den, der sidder i fængsel drømmer om sin løsladelse. Og det er præcis sådan, angsten i udgangspunktet og på det helt ubevidste plan lader os ane friheden. Kierkegaard kan direkte sige, at angsten er ”Frihedens Visen sig for sig selv i Muligheden”.

                      Men hvor skøn friheden end tager sig ud og hvor meget vi end priser den både i skikkelse af ytringsfriheden, religionsfriheden, friheden til at stemme eller friheden fra slaveri, så ligger der i Kierkegaards betoning af den tætte sammenhæng mellem angsten og friheden, at friheden ikke er en entydig størrelse. Friheden forpligter i en sådan grad, at angsten altid er dens tro følgesvend.

For at anskueliggøre forholdet mellem frihed og angst benytter Kierkegaard billedet af en afgrund. Han siger, at der knytter sig en form for åndelig svimmelhed til friheden, der bedst kan illustreres med billedet af et menneske, der står og skuer ned i en afgrund og ikke kan få fat i et fast punkt med øjet. Så svimler man. På samme måde får anelsen om friheden, friheden til at kunne blive sig selv og bruge sit liv, det til at svimle for en, fordi mulighederne er så mange og man selv i frihed skal sørge for at etablere det faste punkt, den livsanskuelse, der kan udgøre kriteriet for ens valg.

”Angest kan man sammenligne med Svimmelhed. Den, hvis Øie kommer til at skue ned i et svælgende Dyb, han bliver svimmel. Men hvad er Grunden, det er ligesaa meget hans Øie som Afgrunden; thi hvis han ikke havde stirret ned. Saaledes er Angest den Frihedens Svimlen”.