Af sognepræst Pia Søltoft

Når Kierkegaard skal beskrive det forunderlige forhold, at mennesket ikke bare er sin art og lever hen som en slags genetisk forudprogrammeret robot, et åndfuldt dyr på to ben, så taler han poetisk om, at Gud ligesom en pottemager har formet og skabt mennesket, men derefter sluppet det ud af sine hænder, netop for at give det friheden til at kunne forholde sig til sig selv og det, det gør. Men også friheden til at kunne forholde sig til Gud som den magt, der har sat det i verden. Vi skal med andre ord som mennesker forholde os til, at vi ikke er vort eget livs ophav.  

                      Det vil sige, at forholdet til Gud for Kierkegaard bestemmer mennesket som et afhængigt væsen. Et væsen, der ikke er selvberoende. Og det er derfor, han igen og igen betoner, at selvindsigt og gudsindsigt hører sammen.

I Christelige Taler fremhæver Kierkegaard endvidere, at det faktum, at ethvert menneske er noget særligt, sig selv og ingen anden, skyldes at ”ethvert Menneske er fra Guds Haand en Original-Udgave”. Det må dog ikke misforstås derhen, at vi hver især skulle være skabt forskelligt. Det er vi selvfølgelig i den forstand, at vi alle er genetisk unikke, men det er ikke det, Kierkegaard hentyder til, og ikke kun, fordi han af gode grunde ikke kunne kende til opdagelsen af genomet.

Kierkegaard betoner omvendt den lighed, der ligger i, at vi alle har vores ophav uden for os selv. At vi så at sige skylder vort liv. Det særegne ved os hver især ligger derfor ikke som en iboende og statisk kerne. Det særegne, den ejendommelighed, vi hver især besidder, er en mulighed, vi selv skal realisere gennem vores eksistens.

Så det med ”Original-Udgaven” skal ikke forstås som en passiv bestemmelse. Det kræver en aktiv indsats at blive sig selv. Og det er derfor, at der er så mange ”falske Eftertryk”, som Kierkegaard videre siger i Christelige Taler.

                      For Kierkegaard er Gud således ikke en ældre hvidhåret herre, der hviler sig på en sky. Gud er garanten for det forhold, at vi hver især er nogen. Ja, Gud er betegnelsen for, at der overhovedet er nogen og noget, vi kan kalde verden, og at vi kan have vores tilværelse i denne verden. Gud er det modsatte af intet og som sådan ikke bare ophav til alt, men alt i alle.

                      I disse tider, hvor vi ligger under for Covid-19 og er grundlæggende Corona-triste over alt det, vi ikke kan og må, skal vi holde os den tanke for øje, at vi skylder livet og at det udgør en opgave. Ingen har lovet os at alt er let og ligetil. Det er og har altid været vanskeligt at være menneske. Men midt i den sorg det altid er, at tabe det man kender, livet som vi er vant til det, skal vi huske på, at samme Gud, der har skænket os livet og stillet os opgaven, ikke sidder fjern på en sky, men er midt i blandt os og med enhver af os. Vi skylder ham livet og han giver os derfor håbet.