af Mikkel Bogh, direktør for Statens Museum for Kunst

Kristendommen er den eneste kendte religion, hvis gud har tre personer i sig. Med Gud som tre-i-en har den kristne verden samlet sig om en stærk og dog delt figur, som udspænder et rum mellem himmel og jord: Faderen i himlen, Sønnen på jorden og Helligånden, som på en måde forbinder de to, et Guds åndedrag som både kan befrugte Jomfru Maria og sætte træernes blade i bevægelse. Helligånden kan forekomme som den mest uhåndgribelige af de tre, men også denne opfattes af teologer som en person på linje med de to andre. De tre står sammen, de fungerer sammen, de udgør et uadskillelig hele, som ikke desto mindre er delt i tre: en trinitet, en treenighed.

Man taler i den forbindelse med rette om treenighedsmysteriet. For det er et mysterium, at tre personer på samme tid kan være adskilte enheder og udgøre et udeleligt hele, Gud. Den figur har i mere end 500 år interesseret den kristne verdens billedkunstnere og dens opdraggivere. At skildre Gud som tre personer uden, at det får kristendommen til at ligne en polyteistisk religion – det er ikke nogen nem opgave. Løsningerne på denne grundlæggende udfordring har været mange. Og en af de mest indflydelsesrige skyldes den tyske renæssancekunstner Albrecht Dürer (1471-1528), som i 1511 lavede to fremstillinger af Treenigheden, et stort maleri til et kapel og et træsnit. Maleriet kan i dag ses i Wien. Træsnittet findes på SMK i Den Kgl. Kobberstiksamling.

Det myldrer med skikkelser i Dürers træsnit. Men man er ikke i tvivl om, at den døde Jesus Kristus er hovedpersonen som den, der påkalder sig mest opmærksomhed og hvis legeme som den eneste i billedet ses ubeskåret. Med Gudfader bag sig og Helligånden materialiseret i en due svævende øverst i billedet er den døde Kristus imidlertid ikke alene; han bliver holdt oppe og vist frem af Faderen uden hvis støtte han ville synke sammen, og takket være duen spreder skyerne sig, og han bliver oplyst. De tre hænger sammen. Duen, mere et tegn end en naturalistisk fremstillet fugl, fremstår som den eneste symmetriske figur i billedet, som en tilsynekomst, en slags krone af lys, der skaber en orden, en ro i det ellers tæt befolkede billedrum, hvor grædende engle bærer passionsinstrumenterne frem, mens de fire vinde blæser. Men Faderen bringer også ro, idet han danner den himmeltrone, som Kristus modtages i. Dürer fremstiller her en scene, hvor Faderen og Sønnen bliver forenet og hvor de stærkere end før kan vise sig som en enhed sammen med Helligånden som kronen på værket.

Man kan ikke andet end beundre den måde, hvorpå Dürer har fået organiseret de mange skikkelser. Man kan blive ved med at gå på opdagelse i billedets detaljer – alt sammen skåret i en træblok! – uden at miste fornemmelse for fortællingens hovedakse. Mellem englevinder, instrumenter, skyer og gevandter har han givet selve den tredelt guddommelige enhed et samlet udtryk, der er genkendeligt og som betragteren af billedet kan spejle sig i. En trekant eller et andet symbol havde ikke givet denne mulighed for identifikation. Det gør denne komposition derimod, nemlig idet den lader Jesu legeme være de dødeliges indgang til forståelse af en Gud, som ellers havde været fjern og abstrakt. Dürer levede i en tid og i en religiøs og teologisk kultur i voldsomt opbrud. Jesus som Guds menneskelige skikkelse begyndte, blandt andet inspireret af renæssancens humanisme, at indtage den helt centrale plads i den reformerede trosforestilling. Derfor spiller Jesus med sin sårede og lidende krop så vigtig en rolle i billedet af Treenigheden: I Jesu døde legeme skulle man kunne se sig selv, se sine synder og mørke sider, se sin egen død, men også se et håb om lys, frelse og tilgivelse. Jesus Kristus var den eneste. Sammen med Faderen og Helligånden.

Albrecht Dürer: Treenigheden (Nådestolen), 1511. Træsnit. Den Kgl. Kobberstiksamling, Statens Museum for Kunst