Barnedåben som et prisme for ur-kærligheden

Af sognepræst Michael Hemmingsen

En professor, der underviste i dåbens indhold og betydning, blev engang spurgt, om små børn kan tro. Hans enkle svar lød: De kan ikke andet! Det er ganske vist en primitiv tro, ikke en gennemreflekteret og bevidstgjort tro. Men bliver den ringere af det? – og det er det fine ved den. Da der blev båret spædbørn hen til Jesus for at han skulle velsigne dem, blev han vred og måtte koste sine forstandige disciple væk, så børnene kunne komme til, for som han sagde: Guds rige er deres. Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det. Jeg vil nødig tale imod at reflektere over og styrke voksne menneskers tro på Kristus. Blot sige, at ifølge Det nye Testamente er tro altid noget primitivt, set i forhold til hvad vi som mennesker kan bevidstgøre sig om, endsige planlægge og styre. Tro er først og fremmest at være udleveret og række ud – og et eller andet sted have tillid til at blive mødt. Da en kvinde med en anden religiøs baggrund end Jesus desperat bad ham om at hjælpe hendes syge datter, hjalp han hende med ordene: din tro er stor. Lad det ske som du vil. Teologen Ingrid Ank siger det på den måde, at fødselsritualer holder vi uanset hvad: Jeg kender ingen, der bare trækker på skuldrene og siger: nå, så kom der endnu et bundt celler med et hjerte, der slår, til det engang holder op. Alle markerer begyndelsen. Ingen aner noget om det liv, den lille nyfødte får, måske bliver det et liv med mere smerte end glæde. Måske kommer den lille nyfødte til at gøre mere ondt end godt. Men her ved begyndelsen må man bare løfte barnet højt op, eller råbe, eller tude, eller synge eller holde en fest. Af samme grund forsvarer Ingrid Ank også barnedåben, for det er svært at lade være med at kræve af sig selv, at man har styr på sin beslutning. Det kræver vi jo i de fleste andre sammenhænge – ofte med god grund. Så derfor går jeg meget ind for barnedåb. Barnedåben frigør barnet fra at tro, at tro er noget, man skal have styr på. Forhåbentlig frigør den også forældrene fra at tro det. For tro er ikke noget, man afgør sig for. Tro er noget, man lever på. Er det mon ikke et udtryk for tro, at vi for det meste gerne vil leve? Vi kunne jo lade være med at ville det. Og er det mon ikke et udtryk for tro, at vi for det meste gerne vil leve sammen? Godt nok vil vi gerne have et bedre job, en smartere bil og en flottere mand end naboen og selvfølgelig kan man opfatte mennesker sådan, at de altid ligger i krig med hinanden. Men hvorfor flytter vi ikke bare væk fra hinanden? Hvorfor lever vi sammen i samfund? Hvad vil vi med livet, og hvad vil vi hinanden? Jeg tror, vi er båret af tro. Men det er ikke noget, jeg kan formulere færdigt.

Markusevangeliet 10, 13-16 Matthæusevangeliet 15, 21-28 Udsæt til i morgen. Artikel om barnedåben i: Dåben klæder dig. Ulla Morre Bidstrup, Morten Kvist og Ingrid Ank (red.) Eksistensen 2018.