af Mikkel Bogh, direktør for Statens Museum for Kunst

I Annemette Larsens lille tegning synes forholdet mellem lys og mørke at være byttet om i forhold til det, vi kender fra stjernehimlen med dens funklende lys mod det dybe mørke. Tegningens små perler eller prikker af varierende tykkelse og tæthed, svævende enkeltvis eller i små konstellationer og ornamentale kæder, kunne ellers godt minde om stjerner, ligesom de mørke bølgende linjer ligner konturer omkring skyformationer eller tågebanker. Dens lille flydende univers af streger og prikker leder også tankerne hen på de mindste og mest usynlige afkroge af verden, dét man kun kan se i et kraftigt mikroskop og som rigtig belyst og måske indfarvet for at øge kontrasterne kan blotlægge mønstre og sammenhænge. Tegningen beskriver et skalaløst rum, som med sine små fortætninger og forgreninger og antydninger af en symmetri måske kan findes på alle niveauer af den erfarende verden, fra det mindste til det største, fra det vi ser under luppen over det umiddelbart observerbare til det vi kan se i stjernekikkerten.

Henter tegningen indtryk fra videnskabens billeder af flydende og kun halvvejs genkendelige mønstre i dele af virkeligheden, som ikke kan registreres uden hjælpemidler, så udgør den dog først og fremmest en fysisk verden i sin egen ret. Den foregiver ikke at være og vise andet end netop det, man ser, disse mørke prikker, disse kurver og kæder, disse pletter og skygger, som tiltrækker interesse og undren, men som ikke bæres af nogen anden intention end den at vise en begyndelse, en ansats, en antydning af noget som er på vej. Vi ser fysiske partikler i skrøbelige konstellationer, som ikke har taget blivende og genkendelig form på dette stykke papir; små mørke og perlende prikker på en changerende lys baggrund. Små begyndelser, der fødes ud af lyset. Men af et lys, der kun bliver lys, fordi de mørke streger sætter papiret i bevægelse.

Prikkernes mørke og den lyse baggrund er et grundvilkår for de fleste tegninger. Mørke og lys definerer hinanden. Papiret er hvidt, grafit, kul eller blæk er gråt eller sort. I tegningen får lyset imidlertid karakter, dvs. bliver til form, i kraft af mørket, for det er først, når det fremstår mod stregens mørke toner, at det bliver mere end en neutral baggrund. I Annemette Larsens tegning står meget åbent. Blandingen mellem lys og mørke, mellem figur og grund, mellem lethed og fortætning, har intet definitivt over sig. Viste den et øjebliksbillede, så ville vi vide, at det næste øjeblik måtte se anderledes ud. Den har en finhed og en sarthed over sig, der hænger sammen med at vi i grunden ser så lidt, og at det lidt, vi ser, synes at være midt i en blid og nænsom bevægelse mod noget, som vil komme og vil tage en form et sted mellem disse små ringe og kæder.

Vi behøver ikke se mere, for at tro at det vil ske.

Annemette Larsen: Tegning, 1992-93 (Tilhører Statens Museum for Kunst, inv. KKS2012-122)