Af sognepræst Pia Søltoft

De syv dødssynder er ikke antikveret, åndeligt arvegods fra en svunden tid i den katolske kirke, men syv laster, der lever i bedste velgående i alle mennesker. De syv dødssynder beskriver syv egenskaber, som ingen ønsker at udvikle, men som intet menneske kan sige sig helt fri for.

Dødssynderne blev oprindeligt formuleret af Johannes Cassian (360-435). Han taler ikke om synder, men om laster. Når ordet synd sættes i flertal betegner det konkrete overtrædelser, hvorimod ordet last, på latin vitium, ikke er en konkret handling, men et handlingsmønster, der siger noget om en persons karakter.

Pave Gregor den Store (540-604) overtog Cassians tale om laster, som han opfattede som syv syndige tilbøjeligheder og kaldte dødelige laster (vitia mortalia). Thomas Aquinas (1225-1274) formulerer siden en liste, der indeholder de syv laster, som han benævner dødssynder. Dødssynderne er 1. Hovmod (Superbia); 2. Gerrighed (Avaritia), 3. Nydelsessyge (Luxuria), 4. Misundelse (Invidia), 5. Fråseri (Gula), 6. Vrede (Ira), 7. Dovenskab (Acedia).

I den katolske kirke opfattedes dødssynderne som et udtryk for menneskets oprør mod Gud og hvis dødssynden ikke blev skriftet og tilgivet, førte den til evig fortabelse. I den protestantiske kirke skelnes der ikke mellem tilgivelige og utilgivelige synder; synden forstås grundlæggende som et menneskes oprør mod Gud, altså som vores trang til at opføre os som vores eget livs skabere og opretholdere. Protestantismen fastholder at synden er i ethvert menneske. Betegnelsen arvesynd dækker forestillingen om synden som et grundvilkår som ingen kan sige sig fri for at falde i. Synden er tilgivet i troen på Jesus Kristus. Efter Reformationen spiller de syv dødssynder derfor ikke længere nogen rolle i den protestantiske kirke, men de lever stadig videre i den folkelige bevidsthed, fordi de syv synder indfanger syv grundmenneskelige handlingsmønstre, syv laster, der den dag i dag lever i bedste velgående.

De syv laster siger både noget om en række almindelige, men uhensigtsmæssige handlemåder samtidig med at de fortæller noget om, hvordan man ikke skal handle overfor andre, hvorfor der reelt bliver tale om syv absolutte forbud. Det er aldrig i orden at handle hovmodigt eller misundeligt – heller ikke, hvis det har nogen gode konsekvenser. Og det ved vi faktisk godt selv om hverken lasterne eller dyderne kan evidensbaseres. Vi ved godt, at misundelse er en last. Det er derfor vi altid forsøger at skjule, når vi er misundelige.

At vi instinktivt har en fornemmelse af, hvad der er forkasteligt og hvad der er rosværdigt skyldes, at vi iboende har en evne til at kunne skelne mellem, hvad der er rigtigt og forkert i den enkelte situation. Denne evne sidder i vores samvittighed. Men når vi lader vores fornemmelse for, hvad der er fint eller forargeligt, overdøve af andre hensyn, for eksempel af nytte og pligt, går det galt. Når vi overhører vores samvittighed går det ud over vores næste.

Hvor de syv dødssynder efter Thomas Aquinas oplistning i 1200-tallet ligger fast i antal og rækkefølge gælder det samme ikke for dyderne.

I antikken er Aristoteles ikke den eneste, der taler om dyder og der er ikke enighed om, hvilke dyder, der er vigtigst. Platon (428-348 f. Kr.) fremhæver i Staten fire dyder: mådehold (gr. sophrosyne), mod (gr. andreia), retfærdighed (gr. dike) og visdom (gr. phronesis). I 1200-tallet overtager Thomas Aquinas disse de fire dyder, oversætter dem til latin og tilføjer tre teologiske dyder; tro, håb og kærlighed. Disse syv dyder går under betegnelsen kardinaldyder. Kardinaldyderne opfattes af Aquinas som de grundlæggende dyder alle de andre dyder i menneskelivet hænger på. En kardinal er ganske enkelt et dørhængsel. Kardinaldyderne er: Visdom (lat. prudentia), retfærdighed (lat. justitia), mod (lat. fortitudo), mådehold (lat. temperantia), tro (lat. fides), håb (lat. spes) og kærlighed (lat. caritas).

Aristoteles betonede, at det gjaldt om at finde ”mellemtingen”, når man ville finde frem til, hvad der kunne betegnes som en dyd. For eksempel er den ene yderpol i et handlingsmønster, der gælder om at turde, det at være fej. Den anden yderpol er at være overmodig. Mellemtingen er derfor at være modig.  Aristoteles benytter denne metode til at analyserer sig frem til en lang række dyder ved at give konkrete eksempler på både yderpolerne og den dyd, der udgør mellemtingen. De syv dyder, som vi via denne metode finder, modsvarer de syv dødssynder: 1. Ydmyghed (lat. humilitas) som værn mod dødssynden hovmod (superbia). 2. Generøsitet (generosus) som værn mod dødssynden griskhed (avaritia). 3. Mådehold (temperatia) som værn mod dødssynden nydelsessyge (luxuria). 4. Retfærdighed (justitia) som værn mod dødssynden misundelse (invidia). 5. Taknemmelighed (gratia) som værn mod dødssynden fråseri (gula). 6. Barmhjertighed (misericordia) som værn mod dødssynden vrede (ira). 7. Mod (fortitudo) som værn mod dødssynden dovenskab (acedia).

Disse syv dyder er eksistentielle livsholdninger, der skal vejlede dig i din stræben efter at blive et ordentligt menneske. De er præget af kristendommen, men de gælder for ethvert menneske ateist såvel som agnostiker.

Hieronymus Bosch maleri - De syv dødssynder og de fire stadier, 1485.