I efteråret 2021 har Esajas Kirke haft Anders Holst Markussen som praktikant. Det er der – blandt meget andet godt – kommet denne artikel ud af. Synsvinklen er det moderne, midaldrende menneskes. Hvad kan der ske, når man kommer til gudstjeneste i folkekirken, efter 20 års pause?

Michael Hemmingsen

Af Anders Holst Markussen

Det tog mig 20 år før jeg blev parat til at gå til gudstjeneste. Stadset ud i mit bedste søndagstøj går jeg søndag formiddag i retning af de bimlende kirkeklokker. De er stoppet med at ringe, da jeg når frem - jeg er sent på den, omkring mig pipper fuglene i solen, og jeg er et øjeblik fristet til at blive udenfor på min fridag. Men jeg fortryder altid, hvis jeg misser gudstjenesten.

Indenfor rationerer de aflange vinduer sollyset, disciplinerer det ligesom. Og så fyldes kirkerummet af luften fra orglet, jeg bladrer frem i salmebogen, siderne er tynde og aflange, jeg kender hverken teksten eller melodien, men med min uprøvede stemme istemmer jeg prøvende fra andet vers. Og så går kordegnen frem, klædt i et pænt jakkesæt, og læser noget op. Og så rejser man sig, og så sætter man sig igen. Og derpå mere lytten og syngen. Jeg har ikke prøvet at forstå logikken. Da præsten går op på prædikestolen, finder jeg min notesbog, nogle gange er jeg heldig, at talen forløser noget indeni, andre gange ikke. Og så op og knæle - dette er Jesu’ legeme, dette er Jesu’ blod, oblat, portvin. Det føles godt at knæle og mærke vinens eftersmag. Tilbage på kirkebænken lægger jeg mærke til, hvordan sollyset har bevæget sig en smule hen over gulvet og væggen. Jeg kan dog ikke få mig selv til at fremsige Fadervor, ordene sidder fast i halsen. Men jeg går fra gudstjenesten med en følelse af at være mindre alene end før.

Sådan var det ikke i starten, da jeg var yngre. For selvom jeg altid har følt mig draget af kristendommens alvor, så undgik jeg både andagter og gudstjenester - jeg har altid været følsom med ord, og i Folkekirken er der rigeligt af ord. Og den lidende og afkræftede Jesus på korset syntes også komplet overdrevet, og at man kunne finde på at ofre sin egen søn virker jo forrykt. Salmerne forekom jamrende og klichéfyldte i deres billedsprog, prædiken unødigt moraliserende og nadveren en mærkværdig form for kannibalisme. Og omkring mig bare gamle mennesker, jeg følte selv jeg blev gammel. Jeg udholdt kun tiden på den hårde kirkebænk i det mugne kirkerum med håb om noget vejledning i en prædiken, som dog sjældent syntes henvendt til mig. Jeg vendte aldrig tilbage til den samme præst to gange, og før nadveren, som jeg aldrig deltog i, var jeg ude igen - åh luft, åh frihed, åh ungdom!

Hidtil havde jeg derfor nøjedes med at bruge kirkerummet som et sted at falde til ro - på rejser i Sydeuropa, hvor kirkerne altid er åbne, var kirken mit foretrukne sted at tage en timeout fra storbyens støj. Ofte tog jeg søndag aften ind i Vor Frue Kirke i København til deres natkirke, hvor jeg med udsynet til de udbredte arme på Thorvaldsens muskuløse Jesus-statue altid faldt til ro, en ro som jeg ikke kunne finde andre steder.

Men så mistede jeg min søster, som kom ud for en frygtelig ulykke, og i kirken holdt jeg en tale ved hendes kiste, og siden begyndte jeg at tale med en præst, og kirken var med ét det sted, jeg fandt den største trøst. Og fordi hun var kristen, måtte jeg også blive det, tænkte jeg. Da jeg lod mig døbe, var jeg bange for, om ritualet ville føles forkert eller tomt. Det ligger ikke til mig at overgive mig, men da jeg knælede ved døbefonten kom et smil frem på mine læber, det var første gang siden dødsfaldet, jeg følte mig inkluderet, verden derude var blevet kold og fjendtlig, og således er jeg kommet ind i varmen. Og tættere på min søster.