Af Anne-Mette Gravgaard

Sankt Nikolaos afbildes med rød bispedragt og mitra eller bispekrone og har som attribut tre gyldne kugler, et skib eller et anker.

Der findes en del legender om Nikolaos. De indgår i Simeon Metaphrastes Menologion, en græsk samling af helgenvitae fra 900-tallet, og i Legenda Aurea, et tilsvarende latinsk værk, samlet af munken Jakob de Voragine i ca. 1260.

De otte små motiver på den ortodokse ikon illustrerer nogle af legenderne, f.eks. at Nikolaos allerede som baby var så from, at han fastede to dage om ugen og derfor ikke ville drikke mælk hos sin mor, at han hjalp skibe i havsnød til sikker ankerplads, at han frelste folk fra at blive halshugget ved at gribe fat om bøddelens sværd, og på en kro genopvakte børn, der var blevet slagtet og puttet i saltkarret for at blive tilberedt til lækre retter.

Men det, der mere end noget andet har forbundet Nikolaos med gavegivning, var dengang han anonymt kastede tre sække med guld ind ad vinduet til en fattig mand, der ingen medgift havde til sine døtre og derfor ville være tvunget til at sælge dem til prostitution.

Nikolaos skal være født ca. 280 og død ca. 345 i Lykien. Hans bispesæde var Myra, den nuværende tyrkiske by Demre ved Lilleasiens kyst nær Antalya. Biskoppen var berømt for at uddele anonyme gaver til fattige og trængende, fordi han selv havde modtaget ”frelsens nådegave”.

Formentlig har han været fængslet eller i det mindste måttet skjule sig under kejser Diokletians og Galerius’ kristenforfølgelser.

Som biskop må han have deltaget i det første økumeniske koncil, som kejser Konstantin, indbød til i Nikæa i 325. Dermed har han været med til at formulere den såkaldt nikænske trosbekendelse, som benyttes både i den ortodokse og katolske kirke og af og til ved festgudstjenester i den danske folkekirke - den med, at Jesus er “født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen”. Dermed blev arianerne stemplet som kættere, fordi de mente, at Jesus kun havde en menneskelig natur og således var skabt som os andre – ikke født eller af samme væsen som Faderen. Det fortaltes at den i øvrigt rare biskop ved denne lejlighed skulle have givet arianernes leder, Arius, en ørefigen.

Nikolaos kan også meget vel have deltaget i det kirkemøde i 335, hvor man flyttede julefejringen fra epifanidagen 6. januar (Helligtrekongersdag og Jesu dåbsdag) til den 25. december. Således kunne den kristne Guds søn udkonkurrere den hedenske ”sol invictus”, soldaterguden Mithras’ fødselsdag ved vintersolhverv.

I dag kender vi den gamle biskop som Santa Claus eller Julemanden, og han er skytshelgen for børn, unge ugifte piger, sømænd, dommere, parfumehandlere og for økumenisk /fælleskirkeligt samarbejde, det sidste fordi han er anerkendt som en vigtig helgen både i øst- og vestkirken.

Over 2000 kirker i verden er indviet til ham, og i Danmark har mindst 27 kirker igennem tiderne båret Sankt Nikolajs navn, de fleste beliggende i havnebyer.

At Nikolaos er blevet så populær en skikkelse skyldes hans tre “postmortale” sørejser. Først blev hans knogler stjålet fra den sarkofag i domkirken i Myra, hvorfra velduftende væske i 600 år var strømmet. Knoglerne og den lækre parfume blev sejlet over Middelhavet og solgt af kræmmere til kirker i Europa. Med et sådant relikvie var disse kirker sikret en god pilgrimsturisme og dermed en stabil indtægtskilde.

Hans gerning som julemand skyldes også en sørejse. Nemlig at hollænderne tog deres tradition med Sinterklaas og Zwarte Piet med over Atlanterhavet, da de i 1600-tallet var med til at kolonisere Amerika. Hans ”dies natalis” (himmelske fødsel, dvs. død) fejredes 6. december, hvor man stadig i Holland giver børnene gaver.

Igennem århundrederne assimileres han med de engelske emigranters Father X-mas, en oprindeligt hedensk skikkelse, som var klædt i grønt med en krans af grene om hovedet og stod for god feststemning. Man så dog endnu Nikolaos som den retfærdige dommer, der, som vi hører i Peters Jul fra 1866, straffer de uartige børn, men begaver de artige.

Siden 1920erne har Coca Cola fremstillet den gamle biskop som en jovial, tykmavet og hvidskægget, men nu atter rødklædt ”Santa” med nissehue som deres reklame. Det er ham, der sammen med Coca Colaen vender tilbage over Atlanten og bliver den nissefar med sækken fuld af gode gaver til alle børn og voksne.

Nikolaos betyder folkebesejrer, afledt af de græske ord “nike” sejr og “laos” folk, hvad man vist godt kan sige, at han er blevet!

Han er navnehelgen for alle drenge, hvis navne er afledt af hans navn: bl.a. Niels, Klaus, Claus, Claes og Nikolaj og værnehelgen for byen New York og for mængder af andre byer og lande bl.a. Bari, Amsterdam og Beit Jala på Vestbredden nær Betlehem, Grækenland, Belgien, og Rusland. Her er Sankt Nikolaos så væsentlig en helgen, at det siges, at “hvis Gud dør, har vi i det mindste Sankt Nikolaj”.

Og på en måde ligner Sankt Nikolaos jo Gud. For også om ham må man spørge: er han retfærdig, eller giver han kun gode gaver?